Dette skifte indebærer også, at rammen får en højere prioritet som en del af det didaktiske værktøj. Når de studerende bliver medspillere, skal de engagere sig aktivt i forhold til noget. Der vil ikke være noget, der på forhånd er givet – men mere noget, som de studerende skal spille op imod. Hvis indholdet i rammen var givet, minder det mere om den mere tankpasserpædagogik, hvor det handler om at fylde viden på de studerende. Derfor skal vi som undervisere i fremtiden have fokus på, hvordan vi kan frisætte de studerende og få dem til at spille ind i en ramme, der ikke er givet på forhånd – men som netop får dem til at spille ind. Denne aktive deltagelse i undervisningen bliver værdifuld for såvel den studerende som for underviseren, men det kræver et procesmæssigt grebsskifte, fordi det forudsætter nye måder at agere på i det pædagogiske undervisningsrum.